Kategori: Update
Udgivelsesdato: 19. august 2019
Længde: 00:06:29
Dansk Folkeparti placerer skylden.
Næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, anklagede kort efter folketingsvalget Lars Løkke Rasmussen for at ødelægge det borgerlige samarbejde. Det skete i en kritik, der egentlig var rettet mod Berlingske, der efter Espersens mening urimeligt havde givet DF skylden.
“Det er ikke fair, at skildre Dansk Folkeparti som det parti, der smadrede det borgerlige samarbejde. Der kan jeg komme i tanke om andre, f.eks. Statsministeren, som i øvrigt havde en bog klar”, sagde DFs næstformand, Søren Espersen, til Berlingskes to chefredaktører med henvisning til Løkkes bog, ”Befrielsens øjeblik”, der udkom efter valgudskrivelsen og åbnede for en SV-regering med Løkke som fortsat statsminister.
Ordene faldt på Folkemødet i Allinge, 10 dage efter Folketingsvalget 2019. Berlingske havde her inviteret bl.a. Espersen og David Trads (S) til at kritisere avisen i et arrangement med titlen ”Skæld ud til Berlingske”.
Espersen efterlyste journalister, der ville afdække hvornår Løkke havde besluttet at ”ødelægge det blå samarbejde”.
Liberal Alliance slap heller ikke for kritik. ”Det var ikke os [der fik det borgerlige samarbejde til at bryde sammen]. Det var først og fremmest Liberal Alliance, dernæst statsministeren” sagde Espersen, der beskyldte LA for at have afvist enhver tilnærmelse fra DF som ikke indeholdt LAs ultimative krav om en topskattelettelse på 5% point.
Optaget lørdag d. 15. juni 2019.
Ekspert